Du sagtens få pulsen op og styrke dine muskler uden at skulle i fitnesscenter. På nedenstående video kan du få lidt inspiration til at holde formen ved lige hjemme hos dig selv.
Der er naturligvis masser af andre øvelser, du også kan lave uden at skulle gå til fitnesscenter. Vær kreativ og brug de redskaber, du har i nærheden, og udfordre kroppen med balanceøvelser og ved at løfte, presse og trække på forskellige måder.
Her har vi samlet nogle grundlæggende og gode øvelser, der kan gennemføres alene med din kropsvægt eller med meget enkle redskaber, som du finder hjemme eller udenfor. Øvelserne passer perfekt, når du er på ferie, eller hvis du ikke vil eller kan træne i et fitnesscenter.
Armbøjninger
En klassisk og meget effektiv øvelse, som de allerfleste kender, og som kan varieres både i intensitet og for at træne forskellige dele af overkroppen. Læg dig på gulvet, placer hænderne i skulderbredde på gulvet og med samlede fødder. Hold kroppen lige, mens du sænker dig ned til gulvet og presser dig op igen. Jo mindre afstand du har mellem hænderne, desto større bliver belastningen på skuldre og triceps. Hænderne skal placeres længere fra hinanden for at træne brystmusklerne. Det er nemt at regulere belastningen ved enten at udføre push-ups på knæ for at gøre det lettere, eller sætte fødderne på en stol eller lignende for at øge belastningen.
Planken
Planken stabiliserer kroppen og træner mavemusklerne via en statisk belastning. Det er endnu en klassiker, der af gode grunde stadig er populær. Øvelsen er nemlig lige så anstrengende, som den er effektiv og enkel. Også denne øvelse kan udføres i flere forskellige varianter, men i grundpositionen støtter du dig på underarmene i skulderbredde og på tæerne, mens du forsøger at holde kroppen så lige som muligt ved at spænde mavemusklerne og holde bagdelen nede. Tænk på ikke at falde ned og svaje i ryggen. Hvor længe orker du at holde ud?
Squats
Squats – benbøjninger – er en øvelse, der ofte forbindes med stang og vægtskiver, men som også sagtens kan laves uden redskaber. Uden ekstra vægt bliver risikoen for skader mindre, og du kan i stedet kompensere med flere repetitioner. Det er en god basisøvelse, når du vil træne forsiden af benene og ballemusklerne. Placer fødderne i skulderbredde, spænd mavemusklerne, og bøj knæene, som om du skulle sætte dig på en stol. Stræk så benene for at rejse dig igen. Du kan tilføje et hop for at gøre øvelsen lidt mere udfordrende.
Mavebøjninger
Maveøvelsen kan varieres i det uendelige for at træne forskellige dele af mavemusklerne. Det er en god idé at variere mellem skrå og lige maveøvelser. Læg dig på gulvet, sæt fødderne fladt på gulvet og hænderne ved tindingen eller langs med kroppen. Løft derefter overkroppen skråt opad mod loftet ved at spænde mavemusklerne, og sænk dig ned igen. Husk at presse lænden mod gulvet og holde spændingen i mavemusklerne under hele bevægelsen for at opnå den bedste effekt.
Rygstrækninger
Rygstrækninger er lidt som omvendte mavebøjning. I stedet for mave og overkrop er det den lige ryg muskulatur, du træner, men også sædemusklerne aktiveres, så det er en god øvelse for hele bagsiden. Læg dig på maven, og hold hænderne ved tindingen. Løft overkroppen, og hold den nogle sekunder, inden du langsomt lægger dig ned på gulvet igen. Du kan også vælge at holde armene strakt ud foran dig for at gøre øvelsen lidt sværere.
Dips
En meget enkel øvelse, der effektivt træner primært triceps og brystmuskler. Sæt dig på en bænk, stol eller lignende med benene strakt ud foran dig. Sæt armene på bænken, og sænk kroppen nedad, og pres dig derefter op igen. Det er nemt at regulere, hvor tungt det skal være ved at sætte benene tættere på eller længere væk fra kroppen eller ved at lægge en tung genstand på knæene.
Lunges
Lunges er en god øvelse for ben- og sædemuskler og fungerer godt både med og uden vægt. Stå med fødderne i hoftebredde, og tag et langt skridt fremad. Hold kropsvægten på det forreste ben, mens du synker lige ned mod gulvet og derefter presser dig op igen. Dit forreste ben skal bevæge sig på linje med din forreste fod. Find balancen. Når du gentager, går du i stedet frem på det andet ben. Du kan gøre øvelsen sværere ved at hoppe. Det giver både højere puls og effektiv træning af eksplosivitet.
Burpees
En rigtig effektiv øvelse, der forbedrer din styrke og kondition. Hvis du har dårlig tid, er dette en god øvelse, fordi den aktiverer stort set hele kroppen. Den kan desuden udføres hvor som helst, fordi du kun skal bruge en jævn overflade og lidt plads. Start i stående stilling, og hop ned i pushup-position, så brystet rører gulvet. Derfra kommer du på benene igen ved at hoppe ind med fødderne mod hænderne. Du afslutter øvelsen med et hop lige op i luften. Det er med andre ord en øvelse, der får pulsen op.